Papegøjemetoden er et værktøj hentet fra mit kursus i Assertiv Kommunikation. Ønsker du at blive bedre til at sige fra og sætte grænser. Så læs med her. Metoden er yderst simpel, men ganske effektiv. Man skal blot gentage det samme igen og igen og med det samme kropssprog og tonefald.
Virker på 3 niveauer
- Hjælper med at få egne følelser i ro.
- Gør din kommunikation mere tydelig.
- Sætter en stopper for den andens manipulation og grænseoverskridende adfærd.
Hvorfor virker papegøjemetoden
Metoden hjælper med at adskille tanker og følelser. Når ens grænser bliver truet, er det oftest forbundet med følelseskaos. Det påvirker din kommunikation, hvilket den anden vil læse og naturligt reagere på. Ved at agere papegøje, siger du bare nogle ord. Ord, som du har valgt ud fra en rationel vurdering, og som du gentager uanset, hvad der kommer af argumenter, pres eller manipulerende spørgsmål. Til sidst dør den andens pres hen.
Sådan bruger du metoden
Gentag din ”replik” eller budskab igen og igen. Samme ordvalg, tonefald og kropssprog. Ændrer du noget eller begynder du at forklare eller svare på spørgsmål, vil modparten opfatte det som en åbning og presse dig yderligere. Det kan godt være, at du skal gentage dig selv mange gange. Hold ud! Det er en lettelse bagefter og det styrker både selvværd, selvtillid og selvopfattelse. Hvis følelserne alligevel bringes i kog, så fjern fokus fra den anden, og tænk på din plan. Det er OK med en lille pause, mens du tænker. Vend så tilbage og gentag din replik.
Faldgruber
Du har altid ret til at sige fra. I nogle situationer, kan det få konsekvenser. Vær klar til at tage dem. Grunden til at mange har svært ved at sige fra, beror på et grundlæggende behov for at være elsket og accepteret, og frygten for afvisning kan nemt spille en et puds. En rationel vurdering vil ofte vise at risikoen for afvisning er meget mindre end man føler. Nogle gange ønsker man måske slet ikke relationen, og frygter reelt set kun afvisningen.
Pas på med at overskride den andens grænser. Det er nemt at synes, at den anden skal gøre noget bestemt, som opfylder ens eget behov, men det er ikke sikkert, at man har ret til at stille det krav. Læs her om, hvornår du ret til at stille krav. Det handler om Personlige- og rollemæssige rettigheder.
Brug metoden situationsbestemt og med omhu. Ellers virker den stereotyp og konfliktoptrappende.
Hvem og hvornår
Papegøjemetoden kan bruges i alt fra forældreopdragelse, til parforhold og i politisk arbejde. Børn lærer at sætte grænser, gennem at få grænser. Metoden indgår som en fast del af politikeres medietræning. Og hvad med MeToo?
NB!
Udfordringer med at sætte grænser dukker ofte op i supervision. Tager man ikke udfordringerne alvorligt, kan det føre til stress og udbrændthed.
Har du mon lyst til at få flere tips og værktøjer til faglig og personlig udvikling, er du velkommen til at tilmelde dig mit Nyhedsbrev. Det udkommer ca. hver 14. dag. Tilmeld dig HER
Du er også velkommen til at ringe eller skrive til mig: M: 28183308 E: info@annettbengtsson.dk