Empati med baggrund i observation

At observere uden at tolke ikke kun vigtigt at kunne i faglige vurderinger. Evnen er også en vigtig kilde til personlig udvikling. Hvorfor og hvordan fortæller jeg om i dette Nyhedsbrev.

En tanke varer blot et par sekunder. Til gengæld gentager vi de samme tanker igen og igen. Faktisk er over 90 % af vores tankevirksomhed gentagelser af noget, vi har tænkt tidligere. Det er på den ene side rigtig godt, fordi gentagelser hjælper os med at huske. På den anden side er det også lidt noget møg, fordi langt de fleste tanker er en fortolkning af virkeligheden.

Men hvad er der galt med det? Joh… når vi har tænkt de samme tanker tilstrækkelig mange gange, begynder vi at opfatte tolkningerne, som om de ER virkeligheden og sandheden. På den måde bygges hverdagens fortællinger op. Både dem som er gode for os og dem, som rent faktisk skader os.

I supervision bruger vi denne viden om tankernes liv til at teste hverdagens fortællinger og skabe en større forståelse for konkrete situationer, blandt andet gennem at skelne og stille spørgsmål: 

1. At skelne mellem observation og fortolkning (tolkning).

Hvorvidt vi i vores tanker, tolker eller observerer har stor betydning for det, som efterfølgende sker. F.eks.: En kollega møder ind uden at sige god morgen.

  • En tolkning kunne være: “Han er nok sur”.
  • Observationen kunne være: ”Han kom ind uden at sige god morgen ”

Uanset om vi observerer eller tolker, vil det påvirke vores følelser og handlinger. Begge dele er medfødte egenskaber og vigtige for både overlevelse og empati. Disse egenskaber kan vi styrke gennem at skærpe evnen til at observere. Vil du udfordres på din evne til at observere, så klik her.

2. At stille spørgsmål, der skærper observation frem for at tolke.

  • Spørgsmål som; Hvad skete der, hvordan, hvem og hvornår – opfordrer til at huske observationer.
  • Spørgsmål som; Hvad var årsagen, hvad tror du og hvorfor – opfordrer til tolkninger.

I supervision bruger vi de tolkefri observationer som baggrundstæppe for faglige vurderinger og handlemuligheder samt for fagpersonlig udvikling, men metoden kan også bruges privat. Færdigheder i at observere er en del af træningen i Assertiv kommunikation, også på Onlinekurset.

Faglige udfordringer
Hvis det er faglige vurderinger og handlemuligheder, der er brug for, spørger vi yderligere ind. Hvad mangler vi at vide, og hvad vi undrer os over? Ofte undersøger vi også hypoteser. Her er det vigtigt at være opmærksom på, at denne arbejdsmetode bygger på en blanding af observationer, erfaringer og fortolkning. For at undgå, at holdninger og projektioner påvirker det faglige grundlag, er det vigtigt, at observationerne er afdækket så tolkefrit (objektivt) som muligt.

Personlig udvikling
Handler det om personlig udvikling, spørger vi ind til tanker, følelser og handling. Nogle gange dukker der erindringer frem, som påvirker nuet. Andre gange kan det være bekymringer, som skaber frygt. Begge dele er med til at svække evnen til at observere objektivt. Når tolkningerne adskilles fra oplevelsen, giver det bedre mulighed for at arbejde med bekymringen eller tage fat på personligt stof, som påvirker én i situationen.

Det er altid supervisanden, der vælger, hvilket perspektiv der skal tages. Nogle personlige temaer egner sig bedst til individuel supervision andre giver størst udbytte, når gruppen er samlet.

God fornøjelse med at observere og tolke konstruktivt.

Ønsker du at blive bedre til at observere objektiv og tolke konstruktiv, så ring til mig på 28183308 eller send en mail til: info@annettbengtsson.dk.


Hvis du allerede er med i en gruppe, så tager vi det op der.


En anden mulighed er onlinekurset Assertiv kommunikation. Vær opmærksom på, at du som nyhedsbrevs-læser får stor rabat på dette kursus.